Debat: Et professionelt stykke arbejde

Jyllands-Posten Øst 17.  april  2007, jp, side 10

Der mangler baggrundsviden i debatten om fængselsfunktionærer og deres behandling af indsatte.

Af Tom Jørgensen, Statsfængslet I Ringe, Boltinggårdsvej 10-12, Ringe

JEG BLIVER nødt til at bidrage til debatten om fængselsfunktionærer , som chikanerer indsatte i de danske fængsler , ikke bidrager til resocialisering og laver egne regler.
Jeg har været ansat som fængselsfunktionær i Statsfængslet i Ringe i 10 år og har i den periode desuden kortvarigt gjort tjeneste i Statsfængslet i Nyborg, Statsfængslet på Søby Søgård og i Arresten i Svendborg.
Det er min opfattelse, at der mangler noget baggrundsviden i debatten. I Ringe, som er et lukket fængsel , er klientellet unge mænd under 23 år samt kvinder. Den største del af de unge mænd er af anden etnisk oprindelse, har store adfærdsmæssige problemer og har et stort misbrug af hash. Mange af dem giver udtryk for, at de ikke har noget egentligt ønske om at blive resocialiseret, og at de sandsynligvis ikke er parat til at standse deres kriminelle løbebane.
De får et ”kick” af kriminaliteten , som de ikke er parat til at opgive endnu. De har aldrig prøvet at arbejde og har heller ikke noget ønske om det, da det ikke giver penge nok. Deres reaktion, når de møder udfordringer eller problemer i hverdagen, er vold eller trussel om vold.
Denne gruppe af unge kriminelle forsøger jeg og mine kolleger efter bedste evne at forberede til en tilværelse uden kriminalitet , når de kommer ud. Vi laver handleplaner for deres afsoning, de tilbydes arbejde og undervisning, de tilbydes fritidsbeskæftigelse i form af bl.a. sport i hallen eller på det grønne område. Vi har haft en konsulent ansat i et par år, som skulle formidle job til de indsatte efter deres afsoning, men hun måtte opgive, da klientellet simpelt hen var for ”tungt”.

Æg mod rockband
I påsken spillede et rockband for de indsatte i festsalen. Desværre har de indsatte så store adfærdsmæssige problemer, at de overskygger næsten alt i deres afsoning. Eksempelvis valgte et par stykker at kaste æg mod det nævnte rockband. På fællesskabsafdelingerne tvinger grupper af negative, stærke indsatte enkelte andre indsatte, ofte med dansk baggrund, til at vaske op og rydde op efter de andre.
Der bliver uddelt dummebøder, og man tvinges til at ryge hash, hvilket i mange tilfælde munder ud i gæld. Indsatte overfaldes og frarøves deres genstande, og danske indsatte forbydes at lave mad, som indeholder svinekød, i det fælles køkken.
De samme grupper af negative, stærke indsatte går forrest i et forsøg på at få mest mulig magt i forhold til personalet. Det udmønter sig i groft ydmygende tilråb til personalet, dørhåndtag, som opvarmes med lightere, så personalet får store brandvabler på hænderne, når de åbner en dør, spyt og kast med forskellige genstande mod personalet og i de værste tilfælde mere konkrete tilfælde af vold eller trusler om vold mod personalet.
Jeg tror, at man, hvis man forventer, at jeg og mine kollegaer skal resocialisere denne gruppe, skyder noget over målet. I hvert fald hvis man ved resocialisering forstår en tilværelse med et almindeligt arbejde eller uddannelse og uden kriminalitet . Det ville være en forvandling, der nærmest ville have karakter af trylleri. Som en af mine gode kolleger sagde forleden: »Hvordan skal vi resocialisere dem, når de aldrig har været socialiseret?«
Med andre ord: Hvis vi kan bidrage til at lære dem at være sammen med andre mennesker, uden at de slår dem ned eller truer dem på livet og i den forbindelse giver dem en god ”voksenkontakt” med nogle gode samtaler om, hvad der er rigtigt og forkert, så mener jeg, at vi har gjort et vældigt godt stykke arbejde.
Mht. kolleger, som chikanerer de indsatte, og at fængselsfunktionærer er »frembrusende«, »afstumpede« og »magtfulde«, så er det ikke noget, jeg kan genkende. Jeg har selvfølgelig hørt nogle historier fra andre fængsler , men jeg har ikke selv oplevet noget i den retning. Jeg har enkelte gange oplevet kolleger, som har følt sig så presset af indsatte, at de har valgt at lave deres egne regler og har ladet de indsatte bryde nogle ellers klare regler i fængslet for at undgå konfliktsituationer.
Dette er meget farligt, da det skaber basis for endnu større konflikter, når de indsatte næste gang møder personale, som holder fast på de rigtige regler. Det må imidlertid undskyldes med det hårde psykiske pres, vi arbejder under. Der er selvfølgelig en del ”skurvognssnak” i branchen, en slags ”sikkerhedsventil” for at klare hverdagen, men den står i skarp kontrast til den måde, vi behandler de indsatte på.

Elendigt arbejdsmiljø
Ellers vil jeg gerne sige, at mine kolleger udfører et utroligt godt og professionelt stykke arbejde, og det sker på trods af et elendigt arbejdsmiljø og en dårlig løn. Desværre er vi i en branche, hvor man ikke kan forvente særligt mange tilfredse kunder, hvis man regner de indsatte for vores kunder og ikke samfundet.
Det er svært at forestille sig, at de indsatte en skønne dag skulle komme med en udmelding om, at de har været glade for og tilfredse med at være frihedsberøvet samt med al den kontrol og de regler, der følger med dette.

Hvordan skal vi resocialisere dem, når de aldrig har været socialiseret?